Genforeningen i 1920, set i relation til Aabenraa Skyttelaug.

Fortalt af æresmedlem Hans Christian Bock ved oktoberforsamlingen den 25. oktober 2021. 

Det var sidste år 100 år siden, at man kunne opleve genforeningen, og jeg er blevet opfordret til at sige noget om forholdet mellem genforeningen og skyttelauget og sortere i alt det materiale, der er skrevet om både Genforeningen og også Skyttelauget. Man kunne også kalde det: forholdet mellem dansk og tysk i Skyttelauget. D.v.s. at jeg er nød til at komme med en lidt længere historisk udredning, for at få tingene på plads i vor komplicerede og til tider blodige historie. Så jeg håber ikke, at man taber tålmodigheden, inden jeg er færdig. Jeg har udformet et håndfast manuskript for ikke at komme på glatis i dette lejlighedsvis ømtålelige emne.

Hvad skete der i grunden i Skyttelauget i 1920. Der skete ikke ret meget. Man fortsatte på samme måde som hidindtil med tysk som protokol- og kommandosprog. Jo, der skete så alligevel en ting. Der skete nemlig det, at kokarden blev udskiftet. Kokarden er den, som vi har siddende i venstre side af hatten, målt 2 centimeter fra oven. Den havde fra 1864 været blå, hvid og rød. Det gik jo ikke mere, for det var jo de slesvig - holstenske farver. Man kunne ikke blive enig om en ny. Så gik man nogle år uden kokarde, for herefter at konstruere den nuværende kokarde, som har de blå og gule farver. Det er de slesvigske farver.

Skyttelauget starter den 06. August 1734. Via kongens statholder i hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg er der sendt et andragende til kong Christian den 6. Svaret er underskrevet den 06. August 1734 på Hirschholm Slot.

Så er spørgsmålet: Hvor lå Hirschholm Slot. Det lå i Hørsholm i Nordsjællasnd. Det var her noget senere, at dramaet med Struensee og dronning Caroline Mathilde fandt sted. De fik datteren Luise Augusta – også kaldt: la petit Struense. Officielt var det selvfølgelig kongens datter Christian 7`datter. Struense blev halshugget og Caroline Mathilde blev forvist uden hendes 2 børn. Sådan ordnede man tingene på de tider. Prinsesse Louise Augusta skal vi senere høre mere om. Hun kom indirekte til at spille en rolle ved det slesvig – holstenske oprør, idet hun blev gift med en af de augustenborgske hertuger, og i dag findes der i Augustenborg en Louise Augusta Plads. Ingen ville mere bo på Hirschholm Slot. Det blev derfor nedbrudt, og man byggede derfor på stedet Hørsholm Kirke. Det ser ejendommeligt ud, for uden om kirken ligger de oprindelige tjenesteboliger. Det er den korte version i sagen.

Svaret på andragendet til Kongen er på mange sider, som jeg skal spare Jer for at oplæse.

Overskriften er: Königliche Bestätigung der Gründungsatzungen der Apenrader Schützengilde aus dem Jahre 1734.

Indledningen er: Wir Christian der sechste, von Gottes Gnaden, König zu Dänemark, Norwegen, der Wenden und Gothen, Herzug zu Schleswig, Holstein, Stormarn und der Dithmarschen, Graf zu Oldenburg und Delmenhorst u.s.w.

Det er ikke, fordi jeg vil være krukket, eller fordi min familie blev medlem af det tyske mindretal efter genforeningen, at jeg læser det på tysk. Hovedsproget eller det officielle sprog var på det tidspunkt tysk i Danmark, især i København. Dokumenter m.m. blev udformet på tysk, og alt hvad der kom af skriftlige direktiver til hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, som vi her taler om, kom på tysk. Man talte også tysk, fortæller Holberg. Dansk talte man til tyendet og sin hund, for at være sikker på, at de kunne forstå det. Det er nu nok kun i ”the upperclass”, hvor man talte tysk, for hos almuen havde man jo hverken tjener eller hund, og jeg kan da dårligt forestille mig, at man talte tysk i Frederikshavn. Der var i tidligere tid 8 tysksprogede kirker i København, og den dag i dag er der 2 tyske kirker og en tysk skole med gymnasial overbygning. De er mange hundrede år gamle og har overlevet både diverse krige og besættelse. Jeg er godt klar over, at både Gruntvig og H.C.Andersen m.fl. talte og skrev på dansk. Kirkesproget i hertugdømmerne var delvis tysk, hvilket jo ses rundt omkring på prædikestolene. Det ændrer selvfølgelig ikke ved den kendsgerning, at man rundt om brugte diverse dialekter. I de omtalte hertugdømmer havde man jo dialekterne sønderjysk, plattysk og frisisk. Det ændrer sig meget efter de slesvigske krige, især efter 1864. Da bliver man mere bevidst dansksproget i kongeriget idet kommunikationen med hertugdømmerne ophører, idet de jo opløses og indlæmmes i Kongeriget Preussen.

Sproget har på det tidspunkt ikke noget med sindelaget at gøre. Her på stedet befinder vi os i de omtalte hertugdømmer. Det er selvstændige hertugdømmer: Slesvig, Holsten og Lauenborg. Den tilhørende hertug er kongen af Danmark. I københavn havde man et ministerium, som styrede forskellige ting i hertugdømmerne, f.eks. politi, domstole, udskrivningsvæsen, fattigvæsen og meget andet.

Aabenraa ligger i hertugdømmet Slesvig. Hertugdømmet Slesvig afgrænses sydpå af Ejderen og norpå af Kongeåen. Det er dette område, der blev delt i et nord og et Sydslesvig i 1920. Hvordan har sindelaget været i 1734? Uden tvivl har der været nogle, der har følt sig knyttet til den danske konge. Andre har følt sig knyttet til det tyske forbund, og andre igen har ment, at de var slesvigere.

Når vi kommer ind i 1800 tallet ændrer dette sig og folk i hertugdømmerne bliver mere beviste om deres sindelag. Hvordan så den officielle skyttebroder ud på det tidspunkt. Uniformen blev på et eller andet tidspunkt den grønne jægeruniform, som kan ses i kongesalen, hvor kirurgen Claus Hess er afbildet. Denne uniform holdt ved helt til 1880. Da gik man over til den nuværende uniform, som er kjole og hvidt. Kokarden, som vi også i dag har siddende i venstre side af hatten, var indtil 1850 sort og gul.

Midt i 1800 tallet begyndte man at slå på de nationale trommer. Det brød ud i det slesvig – holstenske oprør. Det gik ud fra hertugen af Augustenborg og hans broder prinsen af Nør. Her kommer så den føromtalte prinsesse Louise Augusta,la petit Struense ind i billedet. Hun er blevet gift med den augustenborgske hertug Frederik Christian og deres to sønner, altså hertugen af Augustenborg og prinsen af Nør starter dette oprør. Den korte version af dette er, at det blev slået ned af den danske side ved nogle blodige træfninger.

Nu blev så den danske periode indledt især i hertugdømmet Slesvig. En stor del af embedsstanden blev skiftet ud, og nogle blev forvist. En af dem, der blev forvist, var vor skyttebroder Leonhardt, Adelbert, Theobald Dreesen. Ham kender vi jo godt. Han har bl.a skrevet sangen ”Mein Apenrade”. Men han har samtidig skrevet og sagt en del nationalistiske ting. Jeg skal senere vende tilbage til ham. For at holde styr på de Aabenraaske borgere skulle man i den tid have et borgerbrev. Man skulle accepteres som borger. Jeg har min tipoldefars borgerbrev liggende. Carl Ludwig Callsen, der altså blev kongelig dansk undersåt og skatteyder i Aabenraa. Det er noget af en håndfæstning, og den er skrevet på det dansk, som vi kender i dag. Interessant er byvåbnet på den tid. Det er de tre makreller, hvoraf den midtersde svømmer modsat. Hvornår det så er lavet om til, at de svømmer i samme retning, får stå i stjernerne.

Hvordan gør det sig gældende i Skyttelauget. Ja, kokarden blev udskiftet og blev fra nu af rød og hvid. Protokol- og kommandosproget skulle være dansk. Om det blev konsekvent gennemført, kan jeg ikke vide. Men der blev på det tidspunkt optaget en hel masse dansksindede medlemmer. Det havde man på det tidspunkt helt nøjagtig styr på, hvem der var dansk, og hvem der var tysk.

Det ulmer under overfladen. Krigen 1864 kommer, men overstås hurtigt efter nogle volsomme træfninger, dels ved Dannevirke og dels ved Oeversee og Dybbøl. Sidst i juni går man over Alssund, og på et tidspunkt har Preussen  styr på hele Jylland. De preussiske generaler ville godt have en grænse mellem Preussen og Danmark temmelig langt nordpå, men det ville Bismark, som førte krigen ikke være med til. Han frygtede et for stort dansk mindretal. Det var lige som H.P.Hanssens tankegang i 1920  - bare med modsat fortegn. Bismarck foreslog derfor en grænse, som lignede den grænse, som vi fik i 1920. Frederik den VII er død i slutningen af 1863, og så kommer den første Glücksborger, Chr IX på den danske trone. Han får skyld for meget og taler bedre tysk end dansk. Det er på det tidspunkt i sig selv suspekt i Danmark.

Han ville ikke prisgive en kvadratmeter af hertugdømmet Slesvig. Det ville Kong Wilhelm på den anden side på ingen måde gå med til. De trak i hver sin retning. Derfor sker der det, at alle tre hertugdømmer indlæmmes i kongeriget Preussen. Grænsen mellem Danmark og Preussen bliver lagt ved Kongeåen, og patronen er kong Wilhelm af Preussen, der efter krigen mod Frankrig også bliver tysk kejser. De tre døtre af Christian IX Thyra, hertuginde af Braunschweig Lüneburg, Alexandra, dronning af England og Dagmar, Zarina af Rusland siger samstemmende: Kong Wilhelm er en tyv. Han har stjålet Papas hertugdømmer.  

I Skyttelauget sker der igen ændringer. Kokarden bliver blå, hvid og rød. Det er de slesvig holstenske farver. Protokol – og kommandosproget bliver fra nu af tysk. En del tysksindede optages og en del dansksindede melder sig ud. Dr. Lars Henningsen skriver i jubilæumsbogen af 1984, at der den 10 oktober 1864 optages 36 nye slesvig – holstenske medlemmer på en aften. Ved marchen gennem byen spilles der i de følgende år flittigt ”Schleswig Holstein meerumschlungen”. Stemningen må have været noget blandet.

Vi er fremme ved den første verdenskrigs begyndelse. I Tyskland er der sket det i 1890, at Bismarck bliver fyret af sin principal Wilhelm 2. Han trækker sig tilbage til sit gods Friedrichsruh og skriver en bog med titlen: Gedanken und  Erinnerungen. Han siger deri, at han ikke har noget problem med Danmark. Det er fredelige mennesker. Det har nok ikke beroet på gensidighed. Men han siger videre: I det sydøstlige Europa går det galt en skønne dag. Det gjorde det også. I slutningen af 1800 og begyndelsen af 1900 tallet ulmede det i det sydøstlige Europa. Det var den del, der hørte til Østrig Ungarn.

Den 28. juni 1914 røg proppen af flasken. Den Østrig – Ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand og hans gemalinde blev dræbt ved mordet i Sarajevo.

Der sker så et stykke tid intet. Fyrsterne tager på ferie. Kejser Wilhelm sejler i sin lystjagt Hohenzollern rundt i de norske og svenske farvande, og Kong Christian sejler med Dannebrog rundt i de danske farvande. Men i slutningen af august går det løs. Kejser Franz Joseph erklærer Kong Peter af Serbien krig. Han sikrer sig understøttelse fra Tyskland, og pludselig er hele Europa sat i brand. Kirkeklokkerne i vor egen Sct. Nicolai Kirke ringer faretruende på et uvant tidspunkt. Alle våbenføre mænd mellem 18 og 45 år skal melde sig til krigstjeneste. Også min bedstefar, der i øvrigt var medlem her, skulle af sted.

Nogle græd, andre jublede.

Dem der jublede skulle ned og slå de der franskmænd ned. De råbte: Vi er hjemme igen til Jul. Det kom de ikke. Det blev til 4 drøje år. 6.000 mænd faldt og op mod 20.000 blev såret. Selv de sønderjyske heste var med. Arbejdet herhjemme skulle ordnes af kvinder og gamle mænd, og så havde de studene som trækdyr.

Det hele sluttede den 11/11. 1918. Parolen var på det tidspunkt: Hæng Kejseren, og lad tyskerne betale. Kejseren slap man let om ved. Den 09.11.1918. havde han abdiceret og havde ude ved fronten sat sig i sin salonvogn og var kørt over den hollandske grænse, hvor han blev modtaget af dronning Wilhelmina og blev installeret i slottet Doorn, hvor han levede lykkeligt til sine dages ende i 1941. Det sidste er lettere overdrevet. Hans fætter Georg V af England kunne ikke døje den storskrudende kejser og ville have ham udleveret til retsforfølgelse. Det fik han ikke. Dronning Wilhelmina holdt hånden over ham.

Hvem bestemte på det tidspunkt i Tyskland, og området – det senere Sønderjylland  - hørte jo til Tyskland. Det gjorde de fire Store. Det var Amerika, Frankrig, England og Italien. Den amerikanske Præsident Wodrow Wilson kom sejlende til Europa i 1918 og blev her indtil 1920. I historien havde han fundet ud af, at de Europæer havde ført krig mod hinanden langt tilbage i historien. Det må vi have sat en stopper for, sagde han. Han var inde på en selvbestemmelsesret for folkene. Ikke noget med at sætte grænser diktatorisk. Men han led en krank skæbne. Ikke nok med at han ikke fik sikret freden i  Europa, men da han kom hjem igen til Amerika i 1920, ville Amerikanerne ikke have ham mere. Europæerne kunne være så god at ordne deres sager selv, fordi: ”Amerika first”. Der er intet nyt under solen , hvad det angår. En hardliner var Clemencau fra Frankrig. Loyd George fra England var mildere, og Orlando fra Italien hørte man ikke meget til. Tyskland skulle betale. Der skulle flyttes grænser. Polen genopstod. Elsass Lotringen kom til Frankrig, Sydtirol kom til Italien. Hele det Østrig Ungarske imperium gik i opløsning. Alle disse grænser blev mere eller mindre diktatorisk fastlagt. Det mundede ud i den såkaldte Versailles Kontrakt, men hvordan var det så med Sønderjylland?  

Foregangsmanden i genforeningssagen var politikeren H.P.Hanssen. Han var medlem af den tyske rigsdag i Berlin, og her holdt han en vigtig tale den 23 Oktober 1918. Den sidste kejserlige rigskansler var prins Max von Baden. Han var gift med en af Christian den IX børnebørn. Prins Max var åbenbart venlig sindet overfor det sønderjyske spørgsmål. Det var på et tidspunkt, hvor man kunne se, hvor tingene bar hen. Alt dette kunne H.P. Hanssen meddele på det store folkemøde den 17. november på Folkehjem her i Aabenraa. Der var en mere, der blandede sig i det sønderjyske spørgsmål, og det var den føromtalte amerikanske præsident Wodrow Willson, der jo gik ind for folkenes selvbestemmelsesret. Der er nogle sønderjyske mediefolk, der har været i arkiverne i Washinton og fundet ud af det, bl.a.tidligere Chefredakteur Matlok og historikeren Jørgen Buk..

Det gamle hertugdømme Slesvig blev inddelt i tre zoner, hvor der skulle foretages afstemninger. Jeg skal kun befatte mig med zone 1, som omfattede det nuværende Sønderjylland.

H.P. Hanssen ville ikke have Flensborg med i Zone 1. Han var betænkelig ved det deraf følgende store tyske mindretal. Det var der en del, der blev meget fortørnet over – ikke mindst Kong Christian X. Han blev så fortørnet, at han fyrede regeringen Zahle, hvilket udløste den såkaldte påskekrise. Da var det lige ved at gå galt for monarkiet. Det var socialdemokraten Stauning, der reddede sagen. Han fik foretræde for kongen og sagde: Deres Majestæt, så er det alvor, og det var alvorligt. Kongen rettede ind til højre, og der blev foranlediget nyvalg til folketinget.

Afstemningen, (altså afstemningen i zone 1) blev som bekendt 75 % til Danmark og 25 % til Tyskland. Det var en en blokafstemning. Tønder og Højer havde op mod 80 % tyske stemmer, men også Aabenraa og Sønderborg havde tysk flertal. Det var Haderslev og landkommunerne, hvor det store danske flertal lå.  

Hvad var det for et område, Der kom ind under Danmark. Ja, det var et meget fattigt område, hvor der var mangel på alt. I 1918 var der direkte hungersnød – også i Aabenraa. Det værste var dog, at der var 6.000 unge sønderjyder, der var faldet og 20.000, der var lemlæstet. Dertil kom den spanske syge, som hersede i både 1918 og 1920. Endvidere var det sådan, at Sønderjylland mistede sit sydlige opland.

De 25%, der stemte tysk, blev til det tyske mindretal. Der var min egen familie i blandt. De var ikke lykkelige over udviklingen. En stor del af de 25% tilpassede sig hurtigt til det danske flertal. En anden stor del gik sydpå. Der var 3 søskende af min bedstefar, der gik sydpå, og en fætter til min far gik til Amerika. De ventede dog på, at de kunne få fat i nogle danske kroner. Kronen var på det tidspunkt meget stærk, og i 1925 blev den så ovenikøbet skrevet op til den såkaldte ærlige krone, medens den tyske mark var røget ad helvede til. Men det skal fremhæves, at hovedstolen til disse danske kroner, der gik sydpå, forblev i Danmark, altså gælden forblev i Danmark til delvis stor ulykke for dem, der blev tilbage.

Hvordan så det ud i Skyttelauget i den tid:

Ja, der var jo 2 slags mennesker i Skyttelauget- ikke hvide og sorte – ikke protestanter og katolikker, men tyskere og danskere. Under krigen lå skyttelauget mere eller mindre stille. Der blev ikke skudt, og der blev ikke foretaget nyvalg. Der var jo en del medlemmer, der var indkaldt, og en del blev derude eller var lemlæstet. Der var ikke mange medlemmer tilbage kun  ca 30stk. Men hvordan var det nu med kokarden ved genforeningen. Den var jo blå, hvid og rød. Den lagde man lige så stille i mølposen, og man gik et par år uden kokarde. Det var først i begyndelsen af tyverne, at man fik den nye kokarde med de blå og gule farver. Det var de slesvigske farver, og dem bruger vi så stadigvæk. Der var nogle medlemmer, der i årene efter våbenstilstanden brokkede sig over, at man ikke skød for ”landsherren”, som man kaldte kongen eller kejseren dengang, men det kunne man jo ikke, da Aabenraa i et stykke tid lå i en republik.

I bogen, som Lars Henningsen har udgivet om Skyttelauget er der et helt kapitel om den ”svære genforening”. Skyttelauget er på det tidspunkt meget tysk orienteret, og der vogtes meget intensivt over magtbalancen. Der var utallige skærmydsler. Jævnligt sker det efter genforeningen, at en kandidat ikke bliver optaget eller først efter flere tilløb. Den første danske borgmester efter genforeningen er Holger Fink. Han anser Skyttelauget som en tysk politisk forening. Han bliver hvert år inviteret til pinse, men lader sig altid undskylde. Han ønsker ikke at deltage. Amtmand Refslund Thomsen deltager som regel.

Forhandlingssproget, protokolsproget og kommandosproget forbliver fortsat tysk, og der hersker nu en udpræget tyskpræget fanatisme, som især kommer til udtryk, når der skal vedtages eller ændres noget, eller når der skal optages nye medlemmer.

Oldermanden er på det tidspunkt Dr. Julius Kähler, en tysk akademiker. Han er kommet til Aabenraa som chefredakteur for Apenrader Tageblatt. Han bliver optaget i Skyttelauget ved januarforsamlingeni 1907, og allerede i 1912 bliver han viceoldermand, og et par år senere bliver han oldermand. Han er også med i krigen som major, men kommer helskinnet hjem igen efter krigen. Han har i en lang overgang meget at sige i Skyttelauget. Han går for at være ret driftssikker, og der står respekt om ham. Han gør alt for at glatte de nationale modsætninger ud. Det går så vidt, at han kommer på kant med sine egne, altså den tyske del, men alle går ind for ham og stemmer på ham. For at understrege forholdene skal det nævnes, at ved en festlig lejlighed er der en af de dansksindede, der i en tale fremhæver Dr. Kählers arbejde, anmoder forsamlingen om at rejse sig og udbringe et leve for Dr. Kähler. Da sker der det, at en del af de tyske medlemmer i protest bliver siddende.

Ved generalforsamlingen i 1934 anmoder han om at måtte nedlægge sit hverv som oldermand, men igen er der en af de dansksindede, der indtrængende anmoder ham om at fortsætte, men i 1936 nedlægger han uigenkaldelig sit hverv. Mit gæt er, at årsagen til nedlæggelsen var, at på det tidspunkt var skyttelauget ikke kun tysk orienteret, men det blev mere og mere nacistisk domineret – i øvrigt også blandt de dansksindede, og det syntes Dr. Kähler ikke om.

Hans avis, Apenrader Tageblatt fusionerer efter genforeningen med de andre tyske aviser og han bliver chefredakteur for Nordschleswigsche Zeitung. Også her skal han vise sin retlinethed, for midt i trediverne får Norschleswigsche Zeitung et hagekors i sit logo, og avisens indhold skal svare til dette. Det synes Dr. Kähler ikke om, og han forlader avisen for evigt.

I 1934 har skyttelauget sit 200 års jubilæum. I denne anledning skriver Dr. Kähler en bog: ”200 Jahre Apenrader Schützengilde”. Det er en velafbalanceret bog, ret akademisk, skrevet på tysk og med gotiske bogstaver, så den er ikke lige at gå til. Det går heller ikke lige efter en snor med den bog, netop fordi den er skrevet på tysk. Det giver nogle dønninger. Ikke mindst fordi man anmoder om et tilskud fra byen. Det kniber gevaldigt, fordi den er skrevet på tysk. Hvorom alting er, der står stadig respekt om Dr. Kähler. Det går så vidt, at selv brødrenes damer er meget beroliget, hvis brødrene efter en ”Freitag vor” kan sige, at de har været sammen med Dr. Kähler. Kedde Herrehus har fortalt historien om sin far Andres Herrehus, der når han kom i nærheden af sin bopæl på Nørretorv, så råbte han meget højt: Gute Nacht Hr. Dr. Kähler. Det kunne så berolige fruen i huset, selvom Dr. Kähler på det tidspunkt lå i sin seng og sov retfærdighedens søvn.

Med hensyn til grænsen, som blev lagt efter en folkeafstemning, og der ligger den så stadig. Indimellem har der været pres på den både fra nord og fra syd, især i trediverne. Ja selv i 2020 er der nogle, der forsøger sig. Ja, Søren Espersen sammenligner det med at komme i Paradis. Ja, det må man så sige, at det er to forskellige ting. Nej, efter 1945 er der ikke flyttet grænser. Lad det være sagt og lad det blive ved det. Men min fortælling slutter ved 1920, og godt det samme, fordi der kom også en anden verdenskrig med drabelige følger.

Vi, der er medlem af Skyttelauget kan glæde os over den positive udvikling ikke mindst i i politisk henseende, der har været i mange år og fortsat vil være det. Men ikke mindst kan vi glæde os over at kunne bo i denne dejlige by Aabenraa. Lad mig derfor slutte med lærer Dreesen, som jeg citerede i en festtale, som jeg holdt her på stedet i 1987. Lærer Dreesen siger i sangen ”Mein Apenrade” i de sidste linier i første vers:

Dich lieb ich immer

Dir bleib ich hold